/\

ANNONCE

Foto: Magnus Glans
Foto: Magnus Glans

Mød Izzy Young – manden der hjalp Bob Dylan på vej

Izzy Young arrangerer stadig koncerter på sit unikke Folklore Center, ligesom han nu har gjort det i 60 år. Det eneste, det har forandret sig, er landet, som centeret ligger i.

Israel “Izzy” Goodman Young

Alder: 88
Født: New York, søn af polske immigranter
Bor: Stockholm
Familie: To børn, Thilo Egenberger og Philomène Grandin (svensk skuespiller, som er bedste kendt som tv-værtinde i børne-tv udsendelserne Philofix) og tre børnebørn, Paloma, Tim-Yasha og Helene.
Karriere: Bager, squaredancer, impressario, folkemusiker, lyriker, essayist, radio DJ, Folklore Center ejer fra 1957 til nu.     

  

Mindre end en time efter meddelelsen om, at Bob Dylan havde fået Nobelprisen i litteratur, ankom de første hold fra tv-nyhederne til Izzy Youngs Folklore Centrum.

Resten af den eftermiddag i oktober var der masser af medieaktivitet på det lille beskedne sted i en lille gade i Stockholms Södermalm-område.

Izzy Young er kendt overalt for at være manden, der opdagede Dylan. Og han var helt klart det tætteste, de svenske medier kunne komme på giraffen.

Den aften kunne man høre Youngs brede newyorker accent i nyhederne i svensk fjernsyn og radio, hvor han fortalte, at han hele tiden havde vidst, at hans gamle ven Dylan var et geni. Og historiebøgerne beviser, at Young faktisk vidste, at Dylan var noget særligt, før nogen andre havde opdaget det. Young organiserede Dylans første rigtige koncert i 1961 i Carnegie Halls Chapter Hall.

Programmet til Bob Dylans debut i Carnegie Hall 1961, som blev organiseret af Izzy Young.  Foto: Magnus Glans“Jeg var den første, der sagde: ‘Lad os holde nogle koncerter’,’” husker Young med begejstring. “Folk sagde, ‘du er tosset!’ Men jeg vidste, at det var den bedste fyr, jeg nogensinde havde hørt.”

Young er 88 år gammel og er stadig fuld af energi. Så han gør det, han har gjort hele tiden, nemlig at hjælpe musikere på vej med koncerter på sit Folklore Centrum.

“Jeg er stadig en glad jødisk dreng, der voksede op i Bronx og aldrig har forandret mig eller forsøgt at gøre det,” siger han.

Der afholdes koncerter på centeret ca. en gang om ugen, og det er altid helt særlige aftener. Musikken er alt, lige fra traditionel svensk folkemusik til amerikansk folk, blues og country. På andre tidspunkter kan man høre andre genrer så forskellige som jazz og space-rock. Ingen af musikerne er kendte navne. De er unge og gamle, men de er som regel utrolig talentfulde og blandt de bedste inden for deres felt. Og de elsker alle at spille på Izzy Youngs sted. 

Brian Kramer, en amerikansk bluesmusiker, som optræder på forskellige spillesteder i Stockholm flere gange om ugen, siger: “At spille hos Izzy’s giver dig en direkte forbindelse tilbage til en fantastisk tid og historie inden for folkemusik og blues. Han har gjort det på akkurat samme måde, intimt og kun akustisk, siden 1960’erne. Det er små koncerter, men med fantastisk stemning og nærvær. Og Izzy får dig til at føle, at du er en del af den historie og arv, fordi han sidder der selv i lokalet til alle koncerter. Det er noget, der ikke sker andre steder.”

Arrangementet, som aldrig rigtig har forandret sig, ligner ironisk nok det hipster-fænomen med koncerter i folks eget hjem, som begyndte at brede sig over hele verden for at par år siden. Det her er jo mere eller mindre Youngs egen dagligstue. Han kommer her hver dag og har været her altid. Og han siger ofte: “Jeg er den heldigste mand i verden. Jeg får lov at høre fantastisk musik hjemme hos mig selv hele tiden.”

Musikerne sidder på samme niveau som publikum, hvor de optræder foran Youngs store bibliotek med folkemusik. “Der er ingen anden samling som den,” siger han. Tilskuerne foran må ofte vige til side for svingende guitarer. Til de mest populære koncerter bliver nogle blandt publikum klemt så meget, at nogle af dem må sætte sig på gulvet, praktisk talt under musikerne. Sommetider er der dog mindre end 10 mennesker til stede, når man medregner musikerne og Young. Men som regel er der omkring 20 til 30.

Det er alt sammen, som det altid har været. Og når kommer en lidt uoplagt aften, minder Young ofte sine unge musikere om, at folk, som senere blev store navne, engang havde deres debut på hans center, hvor de spillede for et fåtalligt publikum.      

I sin første udgave i New York var Youngs Folklore Center “højborgen for amerikansk folkemusik”,som Dylan beskrev det i sin selvbiografi Chronicles fra 2004, hvor han skriver om udførligt om Youngs indsats.

Med sin beliggenhed i hjertet af Greenwich Village blev Youngs center det egentlige hovedkvarter for 1960’ernes revival inden for folkemusikken og blev springbræt for karrieren for Dylan, Joan Baez og mange andre.

Izzy Young med Tim Buckley på Folklore Center i New York 1969. Foto: Getty Images

Af andre bemærkelsesværdige personligheder, som gav koncerter hos Young tidligt i deres karriere, kan bl.a. nævnes Joni Mitchell, Patti Smith og Tim Buckley (Jeffs far). Et live album med Buckley, som blev optaget på Folklore Centeret i 1967, blev udsendt for et par år siden. Young tager selv æren for optagelsen. “Jeg tændte og slukkede for båndoptageren,” siger han med et grin – men tjente ingen penge på albummet.

I 1973 tog Young til Sverige, hvor han nu døbte sit center Folklore Centrum. Young siger, at han flyttede til Sverige, fordi han blev forelsket i den svenske folkemusik efter at have mødt et par svenske violinspillere i Amerika. Det højreorienterede politiske klima i Amerika spillede også en rolle for Young, der samtidig kunne lide tanken om at få et barn med sin franske veninde i et land, som var familievenligt. “Der var ingen baby i New York og ingen baby i Frankrig, men vi fik godt nok en baby i Sverige,” griner Young.

Young har ikke kun været aktiv inden for musikken, men har også været politisk aktiv og har stået i spidsen for “3.000 beatniks” i en demonstration for ytringsfriheden i New York, ligesom han har hjulpet cambodianske flygtninge fra Vietnam-krigen. Senere arbejdede han i Sverige sammen med Jews for Peace movement, hvor han mødte Yasser Arafat i den forbindelse.

Han har skrevet bunker af beat-inspireret poesi og var gode venner med Allen Ginsberg, som ofte besøgte Young i Sverige. Ginsbergs digt “Father Death Blues” hænger på Folklore Centrums væg, med nogle ekstra vers skrevet i hånden specielt til Young. Selv om det ikke længere sker så ofte, er Youngs digtoplæsninger med egne og andres lyrik nogle helt fantastiske events. 

Young støttede også den svenske folkemusik ved at udsende et månedligt nyhedsbrev i 40 år, hvor han gjorde opmærksom på de koncerter, festivaler, dansearrangementer og kurser, som foregik i hele landet. Og han har skrevet adskillige essays og artikler i forskellige udgivelser i løbet af årene, hvoraf mange er trykt i hans bog, The Conscience of the Folk Revival: The Writings of Israel “Young” Young.

Selv om han har mindre travlt nu, fører Young stadig et meget aktivt liv. Som 88-årig er han stadig i god fysisk form, selv om han ikke overraskende har lidt hukommelsesproblemer. Men han tager stadig gennem byen fra sin lejlighed til Folklore Centrum hver dag og åbner stedet. Hans Centrum er åbent fra mandag til fredag.

Den svenske  folkesanger Elona Planman under en koncert på Folklore Centrum. Foto: Magnus Glans

Young sælger second-hand cd’er og bøger der, selv om stedet i dag mere er en slags klubhus for Youngs venner og fans. Og Young har masser af fans i hele verden og mange tætte venner i nærheden, som besøger ham dagligt og på forskellige måder hjælper ham med at holde hans Folklore Centrum i gang. 

I det meste af sit liv har Young kæmpet for at tjene penge nok, ligesom de fleste af de udøvende musikere, han har hjulpet på vej. Men alligevel har han flittigt dokumenteret folkemusik-scenen og har gennem årene samlet en masse notesbøger, scrapbøger, billeder og lydoptagelser, som for nylig blev opkøbt af US Library of Congress.

 

Og selv om han ikke har været sammen med Dylan i mange år, har Young fået en indirekte økonomisk støtte fra ham for ikke så længe siden. Dylan skrev to sange til Young i 1960’erne, som en privatsamler købte for nylig. Den ene hedder “Talking Folklore Center.”

Disse kontante tilskud har forsynet Young med nok penge til at blive ved med at gøre det, han elsker, og det har givet musikfans fra hele verden chancen for at komme til Stockholm og besøge en af verdens mest historiske og specielle spillesteder. Stedet, hvor den første sangskriver, som har vundet Nobelprisen i litteratur, begyndte sin karriere. 


Tekst: Danny Chapman

Book flybillet

Luk kort

Kategori

Fra artiklen

Del tips

Luk

Looking for something special?

Filtrer din søgning

Close