/\

ANNONCE

Foto: Patrick Dougherty

Mennesker

Grace Bullen kæmper for at opnå en medalje ved Sommer-OL

I løbet af 20 år har den norske bryder Grace Bullen oplevet og opnået mere, end de fleste af os kommer til i et helt liv. Hendes liv begyndte på flugt fra krigen. Nu er hendes blik er rettet imod Tokyo for at skrive historie.

Gheorge Costin, Grace Bullens træner, vinker til os, da han går udenfor for at hente en spandfuld sne. Vi følger ham over i saunaen i Atlas Wrestling Club, hvor Bullen sidder og sveder voldsomt. Hun griber straks en håndfuld sne og begynder at gnubbe hele kroppen, som var det sæbe.

     Udenfor er temperaturen lige over 0 °C, og et lag sne dækker markerne rundt om Fredrikstad i Norge. Her er langt til Eritrea, hvor Bullen blev født. Klokken er 10, og hun er lige færdig med morgentræningen med løb i bakkerne og bryderkampteknik. I dag sov hun længe, som for hende betyder til kl. 7. Det er endnu en dag med rutiner, endnu en dag tættere på et mål i et liv, der kunne have været meget anderledes.

“Det tænker jeg meget på,” siger bryderen. “Sikke heldig jeg har været, og hvor tilfældigt livet kan være. Det var et rent held, at vi var i den flygtningelejr på det særlige tidspunkt. Og hvordan vi kom til Norge og til Fredrikstad. Så mødte min far min træner på et norskkursus. Jeg tænker på alle de gaver, der er kommet til mig, siden den dag mine forældre forlod Afrika. Jeg vil ikke glemme, hvad de har gjort, og de valg, de har truffet for mig og mine søstre. Hvis jeg kunne repræsentere to flag, ville jeg gøre det! Jeg er så stolt over at præsentere Norge, og jeg er lige stolt over min afrikanske baggrund."

Inden hun blev født, forlod hendes forældre Sydsudan, hvor hendes far var del af Det Sudanske Folks Befrielsesbevægelse. På det tidspunkt herskede der krig og kaos, og landet blev af USA opfattet som "en sponsor af terrorisme".

Lige som Bullen aldrig glemmer, hvor hun kommer fra, vil hun sandsynligvis aldrig glemme nogle af hendes første barndomsminder. Da Grace blev født opholdt familiens sig i Eritrea, en anden krigszone, og familien blev nødt til at flygte igen. Hun kan svagt huske soldater, skud og død. Men en dag, som mange vil huske som en katastrofe, blev til en glædens dag for familien, da de landede i Norge den 11. september 2001, dagen for angrebene på World Trade Center.

“Jeg kan ikke tale for andre børn, der er vokset op i Norge, men jeg ved, hvordan det føles at være sulten efter mad, livet, efter oplevelser, sulten efter mere. Jeg ved, hvordan det er ikke at have noget og ikke vide, hvor dit næste måltid skal komme fra, eller om du vil få det en anden dag. Nu ved jeg, hvad jeg har fået, og mine mål gør det lettere at komme videre."

Efter familien var ankommet til Norge, havde Bullen ikke meget at smile over de første år. Hun havde svært ved at affinde sig med sit nye liv og at få venner. I hendes tanker skulle familien måske flytte igen. Så mødte hendes far Jacob, den tidligere rumænske brydermester Gheorghe Costin, som bad ham om at tage hans børn med hen til Atlas Wrestling Club.

Grace begyndte at gå til brydning, da hun var fire år gammel. På måtten betød det ikke noget, at hun så anderledes ud, hvor hun kom fra, eller at hun ikke kunne tale norsk. Her talte alle via kropssproget, og Bullen blev hurtigt flydende til brydning.

“Mine søstre vandt altid over mig i starten. Jeg havde slet ikke noget talent, men Gheorghe så noget i mig. Han har formet mit liv og har hjulpet mig med næsten alt i livet. Første gang jeg indså, hvor god jeg var, var, da jeg vandt min første internationale medalje. Jeg var 15, og jeg forstod, at jeg også kunne klare mig uden for Norge.”

Hendes mangeårige læremester, ven og træner Costin sidder bøjet over computeren. Da han var på sit højeste i Rumænien, var han national mester to gange og vandt otte sølvmedaljer. 

“Grace er en eksplosiv og storslået bryder. Hun har allerede bevist, at hun kan klare sig imod verdens bedste. Men vi må vente at se. I brydning kan margenerne være små som for fire år siden, da hun gik glip af kvalificeringen til Olympiaden med bare få sekunder."

Costin har været træner for Atlas siden 2004. Han giver os et indblik i sit vidunderbarns træningsplan.

“Hvis man inddrager psykologisk træning, træner Grace mere end 20 timer om ugen. Lige nu arbejder vi på en speciel kapacitet. Det er hårdt. Det kræver måske fire eller fem års arbejde at kunne blive et sekund mere på måtten. Graces styrke er, at hun er målrettet og fokuseret. Når hun træner, træner hun. Hun kigger ikke på sin mobil eller snakker," siger træneren.

Den måde jeg træner på nu, giver pote. Det er ikke en option at tabe denne gang

Der er dog en hurdle eller to, der skal overstås inden Tokyo ved de europæiske kvalifikationskampe i Budapest i denne måned. For at kvalificere sig til olympiaden skal Bullen ende i finalen. Hvis det ikke går efter planen, får hun en sidste chance i maj ved verdens kvalifikationskampene i Sofia.

“Den måde jeg træner på nu, giver pote. Det er ikke en option at tabe denne gang," siger en målbevidst Bullen, da hun udspørges om sin mislykkede kvalifikation i Rio i 2016. På hendes væg i soveværelset, siger hun, har hun lavet en måltavle, hvor der står:

– Guld, Europamesterskab

– Første plads i de første kvalifikationskampe

– Tokyo 2020

Hendes ambition er klar. “Jeg vil være den første kvindelige bryder fra Norge med en olympisk medajle denne sommer.” 

Blev du inspireret af denne artikel?

Giv den en thumbs up!

likes

Book flybillet

Brug dine point

Fra20 000 Tur/retur

Brug point

Luk kort

Kategori

Fra artiklen

Del tips

Luk

Leder du efter noget specielt?

Filtrer din søgning

Luk