/\

ANNONCE

Lars Lagerbäck  er på vej ind i sin syvende store turnering om træner. Foto: Magnus Glans
Lars Lagerbäck er på vej ind i sin syvende store turnering om træner. Foto: Magnus Glans

Mennesker

Mød fodboldtræneren Lars Lagerbäck

Lars Lagerbäck skal føre Island til deres første EM i fodbold og samtidig hans syvende større turnering. Ingen bør undervurdere hans hold af underdogs.

På vej mod sin syvende turnering som træner

Hvem ved, hvordan det ville have formet sig, hvis Lars Lagerbäck, mens han var i 20'erne, havde afsluttet sin uddannelse i statskundskab på universitetet i Umeå? I stedet begyndte han i fodboldprogrammet på den svenske sportsskole 'Gymnastik- och idrottshögskolan' på universitetet i Stockholm.

Den eneste, der ikke giver sig af med sådanne spekulationer, er Lagerbäck selv. Hvis han alligevel ikke kan gøre noget ved det, vil han ikke spilde energi på at bekymre sig om det. Men Lagerbäck kan godt lide fakta.

Lars Lagerbäck

Alder: 67
Bor: Solna, Sverige
Uddannelse: Den svenske sportsskole Gymnastik- och idrottshögskolan på universitetet i Stockholm
Karriere: Trænerinstruktør og juniorlandstræner i Det svenske Fodboldforbund. Sveriges assisterende landstræner, Sveriges landstræner. Nigerias landstræner. Islands landstræner. Tv-kommentator. Har været landstræner ved tre verdensmesterskaber og fire Europamesterskaber.

Read more

Et faktum, han er særligt glad for, er at EM 2016 bliver hans syvende store turnering som træner. I de første fem var han landstræner for det svenske hold, i den sjette kunne man se ham som træner for Nigeria i VM 2010 i Sydafrika, og nu til sin syvende turnering er han iført det islandske fodboldlandsholds træningsdragt.

Et andet faktum er, at EM 2016 er den første store fodboldturnering, som Island har kvalificeret sig til. Ikke så underligt, at ordet mirakel dukker op, når man søger på historier om det islandske fodboldhold. Efterfulgt af Lagerbäck. "Det er en stor bedrift af et land med en befolkning på omkring 330.000," siger han.

Lagerbäck er stolt af sine resultater. Men han bryder sig ikke om at tale om sin egen succes, og han er hurtig til at fremhæve indsatsen fra de andre på holdet, herunder de øvrige trænere og naturligvis spillerne.

 "Han har mere erfaring end resten af vores stab tilsammen," siger Heimir Hallgrímsson, Lagerbäcks co-manager siden 2013. "Og han er altid meget omhyggelig med at sørge for, at tingene gøres, så de fungerer for Island. Selv når han kunne tage al æren selv efter en stor sejr, giver han den altid til andre og prøver at fremhæve de andre medlemmer af holdet."

Manden fra skoven

Lagerbäck voksede op i en landsby i Medelpad, et område ca. 400 km nord for Stockholm. Medelpad ligger i Norrland, den nordlige del af Sverige. Men Norrland er i højere grad en sindstilstand end et geografisk område. Folk nordpå er ligetil og jævne med begge fødder solidt plantet på jorden – og det er lige den måde, Lagerbäck ser sig selv på. Det er også sådan, andre ser ham.

"Han er virkelig flink og høflig, en jordnær fyr, der altid behandler alle ens og forventer, at andre gør det samme," siger Hallgrímsson.

"Han forventer også altid, at alle gør deres bedste."

Hans tidligere co-manager på det svenske landshold, Tommy Söderberg, plejede at kalde Lagerbäck for "Skogsmannen" – skovmanden. Det var en reference til hans baggrund – Lagerbäcks far var skovfoged – og hans længsel efter at komme tilbage til sine elskede skove i Medelpad.

"Jeg har stadig vores familiegrund i Medelpad, og jeg prøver at kommer derop så meget som muligt," siger Lagerbäck. "Mine rødder er på en eller anden måde vokset tilbage. Jeg var ikke særlig interesseret i skoven, da jeg var i 20'erne, men da min far døde, var min bror og søster og jeg nødt til at tage en beslutning, og de var ikke interesseret i den. Heldigt for mig, for jeg elsker at være der, det er sådan en kontrast til… alt det her," siger han og gør en bevægelse med hænderne, der illustrerer det travle liv i Stockholm.

Fodbolden - en ungdomsforelskelse

Unge Lars havde ikke noget imod skovarbejdet – sagen var bare, at han havde forelsket sig i fodbold. Sveriges succes i VM-turneringen i 1958, hvor de mødte Brasilien i finalen, pustede til ilden.*

Og når man bliver forelsket i bolden, er alt andet ligegyldigt, og intet kan afholde en fra at forfølge det resten af livet. Undtagen måske en kunstig hofte, men selv da kan man godt styre et hold på højeste niveau.

"Sport var vigtigt i vores lille by, og jeg spillede basketball og ishockey og konkurrerede i alpinski. Men fodbold har altid været nummer et for mig",

siger han.

I teenageårene opnåede han en plads på det lokale tredjedivisionshold, men meget længere end det nåede hans egen spillekarriere ikke. Han havde heller ikke et højt nok gennemsnit til at blive optaget på sportsskolen, så han aftjente sin værnepligt og tog derefter nordpå til Umeå.

 "Jeg studerede statskundskab, økonomi og pædagogik og spillede fodbold [for Gimonäs CK]. Så begyndte jeg at arbejde for klubben, hvor jeg lavede lidt kontorarbejde og arbejdede med ungdomsholdene," siger han.

I mellemtiden havde sportsskolen i Stockholm startet en særlig fodbolduddannelse, og denne gang betød karaktererne ikke noget. Det, der betød noget, var referencer og anbefalinger. Lagerbäck kom ind. Året var 1974.* 

"Eftersom programmet var skræddersyet til fodbold, fik vi også forbundets højeste trænerdiplom. Det var også der, jeg lagde mine egne fodboldstøvler væk. Jeg har været træner siden 1977," siger han. Han var 29 år gammel. Han lever og ånder fodbold.

Lagerbäck kan fejre sin 68 års fødselsdag seks dage efter EM-finalen 2016, som spilles i Saint Denis nær Paris. Hvis alt går, som han og Island vil, kan Lagerbäck kombinere sin fødselsdagsfest med fejringen af det islandske EM-mesterskab.

Står ikke længere på sidelinjen og råber

Men selvom han håbede på, at det ville ske, ville han aldrig sige det højt. Desuden går han ikke og håber på den slags ting, for det hjælper ikke noget at håbe. Det, der er brug for, er forberedelse, analyse, møder med spillerne og 'scouting', dvs. analyse af spillerne – både hans egne og modstandernes. Foto: Magnus Glans

"Journalister har vist den opfattelse, at en god træner skal stå og være ophidset på sidelinjen," siger han. "Og skrige og råbe. Sandheden er bare, at man ikke kan kommunikere med spillerne. Er der nogle smarte træk? Naturligvis. Du kan kun foretage tre udskiftninger og tale med spillerne i halvlegen. Nej, arbejdet handler mest om forberedelse. 90% af trænerens arbejde er allerede gjort, når kampen starter. Og det er ikke en myte – jeg ved, det er sådan.".

Her er det erfaringen, der taler. Mens barndomsvennerne har beskrevet Lagerbäck som rolig, kølig og afbalanceret, fortæller han, at også han plejede at skynde sig ud til sidelinjen, da han var yngre. Indtil han indså, at det ikke nyttede noget. Og Lagerbäck interesserer sig ikke for formålsløse aktiviteter. Han er interesseret i resultater. For eksempel nægter han at tale om fodboldens underholdningsværdi, eller hvad der gør fodbold underholdende. Han ved kun, at der er god fodbold, og der er dårlig fodbold. Hvorvidt et system er offensivt eller defensivt eller kedeligt er noget, han overlader til medierne at snakke om. For ham er god fodbold den form for spil, der skaffer et hold to point.Og det operative ord her er "holdet".

"Hver spiller har kun bolden i ca. 30-45 sekunder i løbet af en 90 minutters fodboldkamp," forklarer Lagerbäck. "Tilskuerne kigger efter bolden, men jeg vil gerne se, hvad spillerne gør, når de ikke har den. Naturligvis er de sekunder, hvor de har bolden, vigtige, men de betyder ikke alt. Hvis man vil vinde en fodboldkamp, kan man ikke have crowdpleasere på holdet. Ikke engang et hold med 11 Zlatan Ibrahimović'er ville vinde, selvom han er utrolig dygtig."

"Fodbold er den eneste holdsport, hvor et hold i 3. division kan vinde over et hold i 1. division"

  Ingen træner ville nogensinde sige nej til at have en Pelé eller en Messi eller en Ronaldo eller en Zlatan på holdet. Men for trænere som Lagerbäck er forberedelse og tilrettelæggelse alt, og hvis Pelé eller Messi eller Zlatan ikke har samme indstilling som træneren, smuldrer det hele.

"Det er utrolig vigtigt, at hver enkelt spiller følger spillets plan," siger Lagerbäck. "Jo mere organiseret holdet er, jo bedre er deres chancer for at vinde kampen. Det er derfor fodbold er den eneste holdsport, hvor et hold i 3. division kan vinde over et hold i 1. division. Jo mere spillerne ved, hvordan man arbejder sammen, og hvad man skal gøre i forskellige situationer, desto bedre kan de automatisere dele af deres spil, og jeg tror, mange mennesker undervurderer, hvor værdifuldt det er."

Den svenske metode har været en succes

Fodboldsnak kredser ofte om talkombinationer, såsom 4-4-2 eller 4-2-3-1, og hvordan træneren har placeret sine spillere på banen. Selv om vi elsker vores stjerner, kan vi også godt lide tanken om, at fodbold er som et spil skak på græs, en kamp mellem to genier på deres plastiksæde på sidelinien.

"Måske er det på grund af alle de penge, der er i sporten, men det er mere kompliceret at være træner nu, end det var for 20 år siden, også i Sverige, selvom vi har haft en lidt anderledes ledelseskultur her", siger han.

Lagerbäck holder fast i den gamle svenske stil, fordi det er hans stil. Co-manager Heimir Hallgrímsson siger, "Jeg blev helt chokeret over at se, hvor villig han var til at give mig frihed til at have mine egne ideer. Vi arbejder sammen, og han respekterer altid mine forslag. Jeg havde forventet, at en erfaren træner ville være lidt mere af en diktator, men han er lige det modsatte."

Den svenske stil har været god for Lagerbäck. Efter at have været lærer på deltid, deltidstræner for hold i lavere divisioner og deltidsinstruktør i forbundet i 10 år fik han job som trænerinstruktør i det svenske forbund og var cheftræner for de svenske juniorhold, herunder U-21-landsholdet, som han trænede sammen med Tommy Söderberg. Han arbejdede også med at analysere spillestilen hos modstanderne til det svenske herrelandshold, trænet af Tommy Svensson, til EM i 1992, som Danmark vandt*, og til VM i 1994*.

Da Tommy Söderberg fik grønt lys til at være træner for herrelandsholdet i 1998, valgte han Lagerbäck som sin assistent. To år senere blev Lagerbäck forfremmet til co-manager (sidestillet landstræner), og "Lars-Tommy"-duoen førte det svenske landshold op til tre store turneringer (to EM-runder og VM i 2002*). Efter Söderberg trådte tilbage, fik Lagerbäck også kvalificeret Sverige til de næste to turneringer.

Ingen anden svensk træner har ført sit hold op til fem kvalifikationer i træk. Sverige kvalificerede sig ikke til VM i 2010, men det gjorde Lagerbäck som træner for Nigeria. 

Lagerbäcks nigerianske hold blev sendt ud efter gruppespillet efter at have tabt to kampe og spillet en uafgjort. Mens han så ud til at kunne tage sin fodboldtaktik med sig til Nigeria, var han nødt til at tilpasse sin lederstil. "Regeringen var meget involveret med landsholdet," siger han.

Foto: Magnus Glans

Går ind i EM 2016 med et uerfarent team

På Island behøver Lagerbäck ikke at bekymre sig om regeringen, stjerner med oppustede egoer eller høje forventninger, selvom den islandske befolkning fik store forhåbninger, da man klarede slutspilsrunden i kvalificeringen til VM i 2014. Som realistisk optimist fører Lagerbäck sit uerfarne hold op til EM 2016 som underdogs. Og han kan lide det. Sådan har det altid været for ham.

Da Lagerbäck blev landstræner for Island, havde han en idé om, hvad han kunne forvente. Han kendte nogle af landets folk i forbundet gennem sine nordiske fodboldforbindelser, men han kendte ikke spillerne så godt. "Første gang jeg mødtes med spillerne, var der en masse envejskommunikation, hvor jeg forklarede dem, hvordan jeg ønskede at se holdet spille," siger han. "Siden da har vi udstukket vores retningslinjer sammen med spillerne, så de har haft indflydelse på, hvordan tingene skal gøres."

Den måde, han ønskede at se holdet spille på, var den samme måde han ønskede at se alle hold spille på. Som et team. Arbejde sammen, for hinanden, sådan som vi har aftalt.

"Jeg tror ikke, et islandsk eller et svensk hold kan opnå de resultater, de ønsker, hvis de ikke arbejder som et team. Vi har flere gode spillere, men vigtigere er det, at vi har fundet et system, der fungerer rigtig godt. Vi er velorganiserede, holdet fungerer godt, og så har vi gode individuelle spillere. Vi gennemgår forskellige situationer til træning igen og igen, og derudover arbejder vi også med videoanalyse. Det er måske ikke så sjovt til træning, men så længe vi vinder, bliver spillerne ombord".

Lagerbäcks islandske hold fik ikke en vinderstart. De spillede fire venskabskampe uden sejr, men holdet troede på Lagerbäck. (Det er det, man kan opnå med fem kvalifikationer i træk).

Derefter begyndte de at vinde. Til VM-kvalifikationerne i 2014 sluttede Island som nr. to i sin gruppe og gik videre til slutspilsrunden, hvor de spillede uafgjort 0-0 mod Kroatien på hjemmebane, men tabte returopgøret i Zagreb 2-0.

90% af arbejdet gøres før kampen

I kvalifikationen til EM 2016 har Island vundet seks af de ti kampe, tabt to og spillet uafgjort i to, så de ligger på andenpladsen efter Tjekkiet og syv point foran Holland, det europæiske lokomotiv i begyndelsen af det 21. århundrede. I september sidste år slog Island Holland 1-0 i Amsterdam, det første nederlag i en kvalifikationskamp på hjemmebane for det hollandske team siden 1996. Efter kampen dansede det islandske hold en vild sejrsdans i omklædningsrummet. Et eller andet sted i gangene under Amsterdam Arena sad Lars Lagerbäck fra Medelpad, rolig men også glad.

Lagerbäck ser helt sikkert rolig ud det meste af tiden, men som Heimir Hallgrímsson siger: "Han ser mere rolig ud, end han er." I modsætning til mange af sine ligemænd bliver Lagerbäck siddende på bænken gennem hele kampen, men hvis man ser godt efter, kan man se ham sidde og snakke med sig selv.

"Kampen i sig selv er et stort kick, og det er spændende," siger han. Men han er ikke stresset under kampen. Han har gjort 90% af arbejdet før kampen. Han ved, hvad han gør.

"Vi håber, vi kan blive i Frankrig en måned"

Lagerbäck siger, at 10% af Islands befolkning vil tage til Frankrig for at heppe på deres fodboldhold til EM 2016. Og hele nationen står bag holdet. Et islandsk bryggeri har endda fremstillet en hyldestøl kaldet "Lars".

"Vi håber, vi bliver i Frankrig en måned. Hvis Grækenland kunne vinde mesterskabet i 2004,* kan Island også vinde det. Der er altid en chance."

Lagerbäcks kontrakt med Island udløber efter turneringen. "Jeg tænker, jeg vil gå halvt på pension," siger han. "Det ville nok være klogt. Jeg ved, jeg har været meget privilegeret over at have haft muligheden for at rejse verden rundt, møde folk og opleve spændende ting. Jeg går ikke på pension som en bitter mand. Jeg ved ikke, hvad jeg vil bagefter."

Bortset fra én ting. Han vender tilbage til sin skov i Medelpad, hvor han bare vil være Lars. Og puste ud.


Tekst: Risto Pakarinen 

Blev du inspireret af denne artikel?

Giv den en thumbs up!

likes

Luk kort

Kategori

Fra artiklen

Del tips

Luk

Leder du efter noget specielt?

Filtrer din søgning

Luk