/\

ANNONCE

Foto: Geir Dokken
Foto: Geir Dokken

Mennesker

Mød Skavlan – kongen over skandinaviske talkshows

Tv-kongen Fredrik Skavlan har erobret Sverige og Norge, annekteret et lille hjørne af London og er klar til at indtage New York. Men han er stadig handyman i sommerboligen på den svenske vestkyst og bruger masser af tid sammen med sine børn.

Her er Fredrik Skavlan

Alder: 50
Bor: Oslo og Stockholm
Familie: Bor sammen med skuespilleren Maria Bonnevie, har to børn med hende (på 3 og 1 år), har tre voksne børn fra et tidligere ægteskab
Uddannelse: It-kurser i  1980'erne og en 24-timerskarriere i hæren
Stlling: Vært på Skavlan, det mest populære tv-show i Skandinavien
Karriere: Journalist og tegneserieforfatter på Morgenbladet, Aftenposten og Dagbladet. Tv-vært på NRK siden 1996. Kommentator ved tv-transmissionen afden norske kronprins' bryllup i 2001. Har udgivet flere bøger og illustreret Unni Lundells Nifse Nella-bøger

 

Read more

Fredrik Skavlan ankommer til Gullmarsstrand Hotel i den svenske skærgård på Vestkysten ubarberet og i sneakers, der er næsten lydløse på de glatte klipper. Hans hår er stift af havvand. Det har antaget samme farve som hans trofaste følgesvend, en Spinone Italiano. Norske Skavlan er i øjeblikket den største tv-personlighed i Skandinavien. Hans talkshow Skavlan samler Sverige og Norge til ét land ved weekendens start, når seerne i begge lande tænder for tv'et.

Udsendelsen optages foran et livepublikum i studier i Stockholm og London. Og til efteråret drager Skavlan til New York, hvor han skal optage tre afsnit af talkshowet fra et tv-studie på Manhattan. London-sættet set er pakket ned og klar til at blive sendt tværs over Atlanten sammen med Charles & Ray Eames-designerstolene.  Alle detaljer er vigtige, når man vil tiltrække 3 millioner seere. Kaffekopperne. Spørgsmålene. Timingen. Kemien.

Har du inviteret Donald Trump?

"Det kan jeg ikke svare på", svarer Skavlan med et skævt smil. "Vi nævner aldrig nogen navne før den pågældende uge".

Han har mødt Trump før. Skavlan interviewede ham i hans kontor på Fifth Avenue, New York i toppen af Trump Tower. På det tidspunkt præsenterede han Først og sist på norsk tv (NRK), og Trump sagde ting som "Jeg elsker smukke kvinder, og smukke kvinder elsker mig".

"Det var vældig interessant at se hans kontor", fortæller Skavlan. "Det var som at se Oslo-Kiel-færgen i 1980'erne med masser af mørkt glas og messing".

Skavlan bestiller dagens fisk, kuller med stegt kål og nye kartofler, hos en smilende, solbrændt tjener på Gullmarsstrand Hotel. Mangt et slag er udkæmpet i den svenske skærgård gennem de forgangne århundreder. Men i dag er den rendyrket skandinavisk idyl. Udsigten domineres af Lysekil-katedralen i granit, der er troner på toppen af et bakkedrag og udgør et vartegn på Vestkysten.

På et tidspunkt var dette område en del af Norge. De tidligste norske konger havde ofte sæde her. I dag er det tv-kongen Fredrik, der regerer over Sverige og Norge. Ikke dårligt for en helt almindelig fyr, der griller politikerne det ene minut og synger norske folkesange for Adele det næste. "Min vuggevise var ikke planlagt", siger han. "Vi håbede, at Adele ville synge noget, men hun fangede mig på det ene ben ved at spørge, om jeg ikke ville synge en vuggevise i stedet".

Ugentlige løbeture og hygge med vennerne hjælper Skavlan med at holde sig ung. Foto: Geir Dokken

Skavlan står op med solen og sine børn, og nogle gange endda før solopgang. I ferien følger han hver dag det samme mønster. Han laver kaffe, planlægger dagens måltider, laver et par gør-det-selv-projekter, slår græs, klipper hæk, renser en makrel og plukker modne tomater i drivhuset. "Der kan gå flere uger, hvor jeg ikke taler med andre end Maria og børnene", fortæller han.

Skavlan er en arbejdshest med en hjerne, der arbejder 24/7, men som også kæmper for at adskille arbejde og privatliv. Han er dog ved at lære at holde fri. "Det er en helt ny side for mig, som jeg ikke vidste, at jeg havde. Det hele ændrede sig, da vi købte et hus her i skærgården. Maria og jeg havde talt om det længe. Vi drømte begge om et sted ved den svenske kyst, hvor vi kunne være i vores helt egen verden. Det er vores sjette sommer her. Man har passet rigtig godt på skærgården, og det meste ser ud, som det gjorde for 50 år siden. Vi havde ikke en gang internetadgang de første par år, vi boede her".

Maria er den norsk-svenske skuespiller Maria Bonnevie. De mødtes for otte år siden, da hun var gæst på Først og sist. "Maria og jeg blev ikke et par før ca. et år efter, at hun havde besøgt mig i showet for første gang. Vi holdt med vilje en professionel distance", fortæller Skavlan.

Bonnevie fortæller, at hun faldt for Skavlan på grund af "hans udstråling", og tilføjer, at "Fredrik har en ægte selvtillid, der gør ham kompromisløs og tro mod sig selv. Det er let at ville gøre det godt for alle, men så risikerer man også at blive uklar i sin fremtoning. Sådan er Fredrik på ingen måde".

Fredrik Skavlan ved den svenske skærgårdskyst, hvor han elsker at lade batterierne op.Foto: Geir Doken

Når han ikke hænger ud i skærgården, rejser Skavlan næsten nonstop. Han pendler hver uge mellem sit kontor og sine boliger i Stockholm og Oslo og tv-studiet i London. Der er to grunde til, at han og Maria har to boliger.

"Det er på grund af vores arbejde, og fordi Maria er lige så meget svensker, som hun er nordmand", siger han. "Hvis vi vil være sammen, er det måden at gøre det på. Jeg elsker at bo i Stockholm.

Når det så er sagt, føler jeg mig mest hjemme, når jeg lander i Oslo, hvor mine andre børn og resten af min familie bor".

Skavlan elsker at runde arbejdsugen af med en dry martini på en bar i New York. Med et strejf af ironi har Skavlan fået kælenavnet Mr. Sharp af sine kolleger. Måske har du set ham i lufthavnen i Stockholm med en ultratynd MacBook under armen og et headsæt i ørerne. Han lytter til podcasts med kommende gæster, mens han skynder sig gennem sikkerhedskontrollen, når check-in-personalet er ved at lukke gaten. Rygtet siger, at han har gjort det til et spil, hvor han tester, hvor sent han kan ankomme til lufthavnen og stadig nå flyet.

Jeg har hørt, at medlemmerne af Skavlan-familien har et medfødt behov for at involvere sig så meget som muligt for at bevare freden?

"Det er min mor, der siger, at vi har det i generne. Jeg tror ikke, at jeg har det i generne, ikke på arbejde i hvert fald. På arbejde bliver jeg beskyldt for både at tage for let på tingene og at være alt for hård. Så det er nok rigtigt. Uanset hvad er jeg ikke bange for at stille spørgsmål".

Som barn tilbragte Skavlan sine somre i et hvidt træhus i Ny-Hellesund, der er en del af den smukke norske skærgård, med sin mor, tekstildesigneren Kari Skavlan, faderen Per og sine søskende Petter, Jørgen, Guri og Fredrik. De ankom hvert år fra Oslo i faderens gule Triumph. "Det føltes som om vi havde kørt i tre dage, og far røg cigarer hele vejen", mindre Skavlan.

Som den yngste i familien lærte Skavlan i en tidlig alder, at det var vigtigt, at man kunne tale sin egen sag.  Og han lærte at lytte fra sin far, som i en familie, hvor alle taler meget, var den, der mestrede kunsten at lytte.

Skavlan var lyshudet og fregnet og blev hurtigt solskoldet. Han fik ofte varmeknopper, og hans ældre søskende kaldte ham drillende "lille tyksak". Mens hans brødre lå og solede sig, indsmurt i sololie, legede Skavlan terapeut i sin egen hjemmebyggede klinik. Klinikken var et lille og fugtigt telt.

 "Min far døde, da jeg var 23. Pludselig, natten over, blev jeg besat af tanken om at få børn. Jeg havde aldrig tænkt over det før. Det opstod ud af tanken om, at man ikke må dø alene, uden efterkommere. Så min kæreste og jeg fik et barn. Efter fødslen sagde min mor, at vi skulle gifte os, så det gjorde vi".

Skavlan har fem børn, to af dem med Bonnevie. "Min treårige hundser rundt med mig", siger han. "Hun er meget velformuleret, og vi kan have nogle fantastiske samtaler. En rigtig krudtugle plejer jeg at kalde hende. Hendes lillebror derimod er født med en mere rolig personlighed. Jeg tænker ofte på, hvem jeg ville have været, hvis jeg ikke havde fået børn. Mange forældre argumenterer, at det at være forælder er  det eneste, der betyder noget i livet. Det er jeg ikke enig i. Nogle gange får et barn dog mennesker til at blive voksne. Jeg ved ikke, om det også gælder mig. Det var helt afgjort et vendepunkt".

"Det er der alle bekymringerne starter", siger fotografen og rømmer sig. "Tror du?", spørger Skavlan og vender sig om mod ham. "Indtil man får børn tænker man kun på at redde sig selv i en livstruende situation. Når man får børn, forsvinder det der med at redde sig selv", siger Skavlan.

Han skubber bestikket til side. Nabobordet følger opmærksomt med. "De er et anker og en vigtig modvægt til meget af det, jeg oplever i mit daglige arbejde. Jeg er en helt almindelig far, som også skal købe ind og reparere et toilet, der løber. Jeg tror, at hvis jeg ikke havde fået børn, ville jeg let have kunnet få en midtvejskrise. Hvem ved, købt en åben sportsvogn og drøne rundt i læderbukser".

Men du har en personlig træner?

"Ja, det er et eksperiment en gang om ugen. Jeg fortæller ham, at det er hans job at holde mig på benene. Det er et faktum, at skuldrene hænger lidt mere i min alder. Kroppen har lyst til at lukke sig om sig selv, som en blomst om natten".

Et par ugentlige løbeture i Nordmarka-skoven ved Oslo, fire eller fem dyre designerjakkesæt og regelmæssige hyggestunder med vennerne er Skavlans opskrift på evig ungdom. Han ved ikke, hvordan han skulle klare sig uden de regelmæssige frokoster med sine gamle venner fra Norwegian Broadcasting Company, herunder komikerne Harald Eia, Bård Tufte Johansen og Thomas Giertsen.

"Vi prøver at mødes i Grünerløkka i Oslo hver anden lørdag. Det er mit social life. Større er det ikke. Det er den pris, jeg betaler for at have et job som mit. Når vi mødes, har de fremmødte altid noget nyt at tale om, som vi har læst eller tænkt over. Vi taler ikke særlig meget om os selv. Jeg kan sidde i bilen bagefter og opdage, at jeg har glemt at spørge om noget vigtigt, fx hvad den og dens yngste barn hedder – og hvad de skal lave til sommer".

Skavlan har brug for udfordringer. Han er rastløs. Men som 50-årig, med mere end 30 år i mediebranchen, føler han sig ofte som lidt af en dinosaur, og holder fast så hårdt, som han overhovedet kan. "Der sker så mange nye og spændende ting i vores branche, og der er så mange udfordringer", siger han. "Jeg ved fx ikke, hvem jeg bør være på de sociale medier. Jeg er vant til, at alt skal være gennemtænkt og korrekturlæst, før det offentliggøres. I dag siger folk utroligt meget utroligt hurtigt – og offentliggør det med det samme. Folk viser for meget. Det har jeg det ikke helt godt med. Vi hylder mavefornemmelser i det moderne samfund, men intuition er ikke altid en god ting. Folk tænker ikke tingene igennem længere. Vi kommer til at betale for det på et tidspunkt".

Vidste du, at der findes en Facebook-side med navnet Boycott Skavlan med over 13.000 følgere?

"Virkelig? Det er sådan, det er. Det første, jeg skulle glemme som tv-vært, var behovet for at blive elsket af alle".

Skavlan startede i tv-branchen for 20 år siden. Det var på hans 30-årsfødselsdag, og han stammede sig vej gennem sin debut på norsk tv i stumpende bukser og alt for korte sokker.

Journalisten, som havde brilleret i årevis med sine ord og tegneserier på den norske avis Dagbladet, sad lænet forover i en stol iført noget, der lignede et brunt og umoderne konfirmationsjakkesæt, han stadig kunne vokse i.

Hvad har du lært siden da?

"At være mere i nuet og mindre optaget af, hvad jeg har planlagt. Jeg tænker også mere over, hvilke spørgsmål der fungerer, og hvad der sætter gang i samtalen. Det er vigtigt for mig, at alle har en god følelse, når de forlader tv-studiet, og kan genkende sig selv, når de ser programmet. Og jeg ved nu, at jeg skal vælge længere sokker".

Skavlan rejser sig op, skal til at give hånd, men ender med et kram. Planen er, at han stævner ud på vandet igen, hvor han kan sejle hurtigt, stå stovt ved roret og lade vinden glide gennem håret. Måske tænker han over de muligheder, der kan opstå i kølvandet på hans kommende besøg i New York. "If you can make it there, you’ll make it anywhere", synger han i vaskeægte Sinatra-stil. Han lægger fra kaj – og bliver hurtigt til en lille hvid prik i horisonten.

Tekst: Kristin M. Hauge 

Blev du inspireret af denne artikel?

Giv den en thumbs up!

likes

Book flybillet

ANNONCE

Luk kort

Kategori

Fra artiklen

Del tips

Luk

Leder du efter noget specielt?

Filtrer din søgning

Luk