/\

SECRET TRAVELER

Hvordan et særdeles begrænset kendskab til kroatisk kan åbne døre i Tokyo

Her i år havde jeg et 24-timers stopover i Tokyo. Jeg var på vej tilbage fra en uges ferie på Hawaii, som havde været lidt for stille. Det blev der lavet om på i Japan.

Mit døgn i Tokyo begyndte med, at jeg checkede ind på et hotel i Shibuya og begav mig til Cat Street for at shoppe og hænge ud. Cat Street er helt klart min favoritgade i Tokyo. Det findes så mange hyggelige steder her, og da jeg elsker vellykkede forretningskoncepter, kan jeg tilbringe timer i butikkerne. Mens jeg spiste middag, gik jeg ind på residentadvisor.net for at se, hvad der skete på fest og klub-fronten om aftenen. Jeg opdagede, at en DJ, jeg syntes om, skulle spille på en klub i Daykanyama. Sikke et held!

Klokken var kun otte, så jeg bestemte mig for at finde en skybar og nyde synet af Tokyos fantastiske skyline over et glas inden musikken. Stedet, jeg googlede mig frem til og fandt, var ret fancy. I døren stod en tjener, som placerede mig på en ikke helt optimal plads. Hendes engelsk og hendes udseende tydede på, at hun kom fra Balkan, så jeg forsøgte mig med et:
– Hvala! Som betyder tak på bosnisk/serbisk/kroatisk, afhængigt af hvem du spørger. Tjeneren løsnede op.
– You speak my language!? sagde hun forbavset.

Vi småsnakkede lidt om Balkan, og bagefter flyttede hun mig hen til stamgæsternes del af baren. Jeg snakkede meget med bl.a. en ældre japansk herre, der havde arbejdet på et rejsebureau hele sit liv. Han og hans venner begyndte at byde mig på barens sortiment til tonerne af ABBA-sange, spillet af et liveband. Med andre ord blev det til en drømmeaften.

Efterhånden som aftenen gik, kom der flere større lokale grupper til baren og hængte ud med mig. Det var alt fra skuespillere til modeller og jeans-agenter. Jeg ved ikke rigtigt, hvad tjeneren havde sagt til dem om mig, men alle ville snakke med mig. Det var lidt surrealistisk, og jeg glemte alt om tiden. Men pludselig lukkede tagbaren, og så huskede jeg, hvad jeg egentlig skulle den aften, og begav mig hen til klubben og musikken.

Da jeg var fremme, stod der en masse japanske reggea-fans og svajede til langsom DUB-musik (som kan sammenlignes med en klubversion af reggea). Stemningen var vældig positiv og sjov, så da de lukkede, bestemte jeg mig sammen med nogle nye venner til at fortsætte. Vi gik hen på en anden klub, som viste sig at være en lillebitte kælder. Stemningen var betydeligt mere intensiv end på den første klub, og den lå lidt længere væk. Og der døde min telefon så ud på de små timer. Det skabte følgende problemer:
1. Jeg var ikke helt hundrede på, hvornår flyet gik.
2. Jeg havde ingen anelse om, hvad hotellet, som jeg boede på, hed eller hvor det lå.
3. Svaret på de spørgsmål lå på min telefon.
4. Kombinationen af Tokyo-indbygger med engelskkendskab og en powerbank var ikke overrepræsenterede på den klub.
Bøvlet.

Til slut hoppede jeg ind i en taxa mod Shibuya og tilbragte en time i en slags kombineret hotel- og powerbank-jagt. Lidt halvbesværligt projekt i Shibuya Crossings morgentrafik, skulle det vise sig. Jeg blev til sidst lidt smådesperat og spurgte taxichaufføren, hvor lang tid det ville tage til Haneda Airport. På trods af, at mit pas og alle mine ting stadig lå på hotellet. Jeg skulle lige til at sige:
”Ok, go!” … da jeg kom i tanker om, at jeg havde nøglen til hotelværelset i tegnebogen. 

Lettet viste jeg den til chaufføren, som kørte de 150 meter til hotellet. Yes, 150 meter. Så pinligt. Jeg sprang op på værelset, smækkede kufferten i og begav mig ud til Haneda Airport. 

Da jeg kom frem til check-in, så jeg vist ret brugt ud og lugtede nok heller ikke som en sommereng. Jeg havde stadig det samme tøj på, som jeg havde haft hele natten. Men jeg fløj på Lufthansa First og Star Alliance, så de sagde ”Welcome Mr/Ms Secret Traveler” og var ekstremt søde og behandlede mig så flot, at jeg troede, at de nok tænkte, at jeg var en eller anden betydeligt mere kendt person. De eskorterede mig til, hvad jeg tror var crew security, og bagefter videre til loungen. 

Siden fik jeg samme behandling på flyet, hvor jeg sov som Tornerose hele vejen til München. Hvala! 

En stewardesse eskorterede mig og den anden passager fra loungen til første klasse på flyet. Den anden passager var måske i halvtredserne og så ud til at rejse meget, meget ofte på sit arbejde. Han gav mig et smil, som sagde:
”Åh, hvor jeg ville ønske, at jeg havde haft sådan en nat, som du ser ud til at have haft”. 

Man skal altid have hotellets navn på en lap papir på det lokale sprog, specielt i Asien. Man ved aldrig, hvad der kan ske. 

Nu har jeg altid to powerbanks og to telefoner med mig. 

August 17, 2018

Luk kort

Kategori

Fra artiklen

Del tips

Luk

Leder du efter noget specielt?

Filtrer din søgning

Luk