/\

SECRET TRAVELER

Uventede oplevelser på landet i Rusland

I starten af sommeren stod jeg pludselig alene i Moskva. Men takket være en russisk vens gæstfrihed fik jeg lov til at tage med til en aften, jeg sent glemmer.

For et par måneder siden skulle jeg mødes med min ven i Moskva og påbegynde vores fælles rejse med den transsibiriske jernbane nogle dage senere. Da jeg landede, indså jeg og min ven, ustrukturerede som vi var, at vi ikke ankom samme dag. Heldigvis gjaldt indrejsedatoen og visummet den dag, jeg ankom og ikke dagen efter. Men jeg var ikke lige så heldig med mit logi. Jeg kunne først tjekke ind dagen efter, og desuden var der VM-finale i Moskva samme weekend. Så det var ikke helt let at finde et sted at bo. Det endte med en lille seng på et hostel, som var helt okay. Men jeg var altså alene i Moskva. Så jeg kiggede lidt på telefonen og de sociale medier, inden jeg bestemte mig for at kontakte en russisk fyr, jeg havde mødt på en festival for eksperimentel elektronisk musik i Tromsø for nogle år siden. Insomnia hedder festivalen, og jeg kan varmt anbefale den, og frem for alt kan jeg anbefale Tromsø!

Jeg skrev til ham fyren, at jeg var i Moskva og spurgte, hvad der skete i weekenden. Han sagde, at der var en endagsfestival fire timer syd for Moskva og spurgte, om jeg ville med. Jeg tøvede lidt, da jeg knap nok kendte ham og hverken havde sovepose eller telt med. Men han lånte mig det hele og hentede mig på hostellet. Så jeg meddelte min ferieven, at jeg ville være tilbage i Moskva en dag senere.

Efter fire timers klassisk, russisk vanvidskørsel med stop for at tanke op på forskellige russiske læskedrikke kom vi frem. Festivalen var mere en gigantisk kunstudstilling end en festival, som jeg havde troet. I den kæmpestore naturpark Nikola Lenivets havde kunstneren Nikolay Polissky bygget kæmpestore skulpturer. Nogle var 4-5 etager høje, og du kunne klatre op i næsten allesammen. Tanken var, at man skulle kunne se på dem udefra, se ud af dem indefra og klatre op i dem for at deltage i kunstværket. Et utroligt smukt sted.

Parken var så stor, at det ville tage et par timer at gå fra den ene ende til den anden. En flod flankerede parkens ene side, og i parken var der en meget gammel og forfalden kirke med en tilhørende kirkegård, som bød på en fantastisk udsigt. Der var også et par restauranter og barer.

Vi hang ud med de russiske kunstnere og gallerister, til mørket faldt på. Så startede koncerten. Et stort orkester spillede Steve Reich ude på en stor scene akkompagneret af et fint lysshow. Derefter var der fest nede ved floden til ud på de små timer. Min russiske ven kendte kunstneren Polissky, så vi slog telt op i hans camp. Dagen efter spiste vi morgenmad sammen med ham og fik lidt gode råd til vores ruslandsrejse. Men de syntes alle sammen, at det var lidt mærkeligt, at jeg skulle rejse til Sibirien. Efter morgenmaden tog vi tilbage til Moskva for at se VM-finalen på en sportsbar.

Vel tilbage i Moskva brugte vi tiden på at købe ting til rejsen og prøve en masse gode restauranter. Jeg er virkelig vild med Moskva. To dage senere var det tid til at starte selve sommerferien. En togrejse på den transsibiriske jernbane. Men mere om det i næste uge.

Russisk gæstfrihed

Jeg kender en del russere, så jeg er ikke overrasket. Men wow, hvor er de gode til at være gæstfri og vise deres land og kultur frem! 

Hver gang man skal hen til et hotel eller skifte hotel, så skal man registrere sig. Myndighederne vil hele tiden vide præcis, hvor man overnatter. 

Shopping shoes in Russia

Det er det temmelig svært at købe nye købesko i Moskva, hvis man ikke taler russisk – og især, hvis man er så garvet en løber, at man har specifikke krav. Det kyrilliske alfabet hjælper heller ikke. 

Oktober 05, 2018

Luk kort

Kategori

Fra artiklen

Del tips

Luk

Leder du efter noget specielt?

Filtrer din søgning

Luk