/\

ANNONCE

Foto: Jeanette Philipsen/VisitSamsø

Sjovt for børn på Samsø

Skal I starte med sælsafari, krabbejagt eller kapløb i bakkerne? Tage op i et fyrtårn, klappe bondegårdsdyr eller finde vej i verdens største labyrint? Der venter mange fine familieture med leg og oplevelser i naturen på Samsø. Og øen er kun en kort tur fra Aarhus.

Foto: Samsø-labyrinten

Find vej i verdens største labyrint

Den er god nok – verdens største labyrint ligger på Samsø. Den blev certificeret af Guinness World Records i 2001, og rekorden holder stadig. Labyrinten er 6 ha – eller 12 fodboldbaner – og for at finde vej skal man bruge en stifinderquiz. Quizzen fås i forskellige sværhedsgrader og sprog, og fungerer ligesom en skattejagt – man besvarer quizzens spørgsmål og får en ledetråd ved hvert rigtigt svar -og hvis man farer vild, har man heldigvis en hjem-guide med, så man altid kan finde ud igen. De fleste bruger en times tid eller to i labyrinten, og man kan medbringe egen picnic til det hyggelige picnicområde. Tank op med is, kaffe mm. i kiosken.

Samsølabyrinten

Nord for Nordby, på vejen mod Issehoved.

Vis på kort

Nordby Bakker. Foto: Lise Hannibal

Brug benene i bakkerne

Landskabet Nordby Bakker giver stof til fantasien og mulighed for at brænde en masse krudt af. Det spændende istidslandskab har inspireret skrøner om alt fra trolde og sørøvere til en menneskeædende lindorm, og er en fryd at blive sluppet løs i for både børn og voksne. Løb om kap op og ned af bakkerne, mærk vindens susen på toppen og find spændende sager på stranden. Helt ude på spidsen af sandtangen Issehoved man se havets bølger brydes og dyppe tæerne i havet.

Nordby Bakker

Foto: Casa Tua

Øens bedste is

Efter en tur i Nordby Bakker eller labyrinten hører det sig til med en is i lyserøde Casa Tua i Nordby. Her laver new zealandske Tony frisk, italiensk is i mange varianter – blandt andet en kombinationen af kiks og vanilje, der i øjeblikket er rasende populær. Uanset om man fristes af dén, jordbær, blårbær, rabarber, chokolade eller en helt anden variant, er isen fremstillet af økologisk mælk, fløde og frugt og smager guddommeligt. Og det samme gør den italienske espresso.

Casa Tua

Foto: Jeanette Philipsen/VisitSamsø

Sjov på stranden

På Samsø er der aldrig langt til stranden, og stranden er altid en herlig legeplads. Gå på opdagelse blandt skaller, hulsten og krabbeskjold, byg flotte sandslotte og køl af i bølgerne – med 120 km kyst løber man ikke tør for ideer lige med det samme. Der er dejligt sand på Nordøens spids ved Issehoved, på Mårup Østerstrand og på den populære Ballen Strand. Langs Sælvigbugten på vestkysten kan man bade, surfe og finde spændende sten - og måske rav? Der er også både fin strand og smukt landskab på Lilleøre ved Stavns Fjord, og som bonus kan man fiske krabber og rejer fra bådebroen i lystbådehavnen.

Der bor hundredevis af sæler på stenrevet Bosserne udfor Samsø. Foto: Shutterstock

Sælsafari

Samsø har mange forskellige landskaber, og derfor også mange forskellige dyr. Blandt dem er de mange hundrede sæler, man kan være heldig spotte i havet rundt om hele øen eller endda på øens strande. Sælerne kan også opleves på nært hold på en sælsafari med det fine gamle veteranskib M/S Tunø, der sejler ud til stenrevet Bosserne. Her holder hundredvis af store og små sæler til, og fordi de kender båden godt, kommer de ofte helt tæt på. Turen går fra naturskønne Langør forbi småøer og holme, og varer ca. 2,5 time. Husk vindjakke og lidt proviant.

Sælsafari med M/S Tunø

Langør

Vis på kort

Afgang tir-ons kl 9, 12 og 15 fra 18. juni til 28. august.

Fang muslinger, rejer og krabber på bådebroen ved Langør. Foto: Lise Hannibal

Krabbefangst på broen

På bådebroerne rundt om på Samsø ligger børnene på maven med spand, liner og fiskenet for at spotte rejer, krabber, muslinger og andet godt, der gemmer sig under tang og sten. Og der er hurtigt gevinst. At fange krabber er nemlig en yderst børnevenlig form for fiskeri, der blot kræver en line med et stykke pålæg og et øjebliks tålmodighed før krabberne bider på. Vimse rejer og små hornfisk fanges med et lille net, og har man en spand med vand og lidt frisk tang har man hurtigt lavet sit eget akvarie. Gode steder til krabbefangst er bl.a. Ballen Lystbådehavn og Langør ved Stavns Fjord.

Husmandsstedet Fredensdal

På Fredensdal kan man opleve, hvordan en typisk gård så ud på Samsø dengang oldefar var barn. Familien Kjeldmann, der byggede huset i 1904, dyrkede kartofler og asparges, hentede vand i brønden og arbejdede med heste på marken. Huset står med alt originalt udstyr som det gjorde, da sønnen Eduard overtog det i 1935, komplet med stadsstue, sylterier i spisekammeret og gammeldags das. Og udenfor finder man en fin prydhave og bondegårdsdyr som køer, grise, geder, heste og høns, som man gerne må hilse på.

Fredensdal

Vestermarksvej 20, Vesterløkken

Vis på kort

Åben juni, juli og august tir, tor og søn kl. 9-12. Fredensdal hører under Samsø Museum. Entré: Voksne: 40 DKK, børn 20 DKK.

Vesborg Fyr på sydsoidsen af Samsø. Foto: Vesborg Fyr

Kravl op i fyrtårnet

Vesborg Fyr på sydspidsen af Samsø ligger smukt på en bakketop. En smal vindeltrappe fører jer op til tårnets top, hvor øens blæst får kraft og udsigten bliver endnu mere pragtfuld – på en klar dag kan man se helt til Storebæltsbroen. Nede igen kan I gå ad stien ind i skoven, hvor børnene kan finde sjove klisterplanter, og ned til stranden, der er spækket med skatte som skaller, smutsten og sneglehuse. Der er mulighed for at overnatte i udsigtspavillonen og fyrmesterhuset ved siden af, der nu er indrettet til ferielejlighed.

Vesborg Fyr

Åbent: 12. april- 20. oktober, hver dag 11-18. Voksne 15 DKK, børn 5 DKK. Høflig selvbetjening med mønter eller MobilePay.

Blev du inspireret af denne artikel?

Giv den en thumbs up!

likes

ANNONCE

Luk kort

Kategori

Fra artiklen

Del tips

Luk

Leder du efter noget specielt?

Filtrer din søgning

Luk