/\

ANNONCE

Casa Lapin x26 er både hostel, restaurant, café, blomsterbutik - og meget mere - i en. Foto: Eva Paulsen
Casa Lapin x26 er både hostel, restaurant, café, blomsterbutik - og meget mere - i en. Foto: Eva Paulsen

Trendy multi-butikker i Bangkok

Bangkok er en myldrende metropol i konstant forandring – med en lynhurtig evne til at springe med på nye trends. Det nye sort er multi-butikker, hvor caféer, restauranter, spaer og tøjbutikker slår indkøbsposerne sammen og serverer Bangkoks kræsne indbyggere for spændende totaloplevelser.

– Siden vi åbnede for et par år siden, er lignende koncepter dukket op over hele Bangkok, fortæller den tatoverede thailandske butikschef med det uventet angelsaksisk-klingende navn Charles Wood.

I modebutikken Onion møder vintagesolbriller importeret italiensk tandpasta i retroemballage og tøj fra udvalgte internationale mærker. Længst tilbage i lokalet svæver en umiskendelig duft frem fra den anden side af en glasvæg, hvor en stor kafferister står og brummer.

– Den er ved at varme op til det rigtige gradantal til næste omgang bønner. Alle bønner har hver deres optimale ristningstemperatur, forklarer Nirodha “Fa” Veratumpoonsawat og ser på det klodsede apparat med et blik, der er fyldt med kærlighed.

Brave Roasters - pionerer på Thailands unge gourmetkaffe-scene. Foto: Eva Paulsen

Fa er en af de tre grundlæggere af kafferisteriet Brave Roasters, der ofte omtales som pionerer inden for Thailands unge third wave-kaffescene. Den lille virksomhed forsyner i dag Bangkoks førende kaffesteder med bønner, gerne hentet fra lokale kaffeavlere i den nordlige del af landet. Målet: At placere thailandsk kaffe på verdenskortet.

Da Onion åbnede sin anden filial i Bangkoks trendy kvarter Ekkamai valgte man at teste et tidligere uprøvet koncept: Nemlig at installere det minimalistiske One Ounce For Onion mere eller mindre i vindfanget for at give Brave Roasters chancen for at åbne deres egen café.

– Det var “House”, der kom med idéen, forklarer Fa.

Kælenavnet tilhører Sorasak Jantaramantana, der er guitarist i det thailandske indie-rockband Slur og før dette indehaver af en af Bangkoks hippeste vintagebrillebutikker.

– House plejede at rejse til New York i forbindelse med tradeshows. På et tidspunkt så han en butik som denne og erkendte, at der ikke fandtes noget lignende i Thailand, så da kontrakten på brillebutikken udløb, besluttede han sig for at prøve noget helt nyt. Han kontaktede sin gamle ven, min kollega Ekameth “Tay” Wipawasutti, og spurgte, om Brave Roasters var interesserede. Vi var med på planen med det samme!, fortæller Fa.

I en by som Bangkok står intet succesfuldt koncept alene særlig længe. Siden One ounce for Onion så dagens lys, er multibutikker blevet næsten obligatoriske på modescenen, alle med deres eget twist af temaet shopping & fortæring. Og det er slet ikke så mærkeligt, at idéen er blevet et hit, mener Charles Wood.

– I en traditionel butik køber man noget og går derefter videre. Folk kan godt lide, at de kan hænge ud her på en anden måde. Her kan du komme med en gruppe venner, én kan shoppe, mens den anden nupper en kop kaffe – den perfekte kombination.

The lemonade "Wild Gardenia" at Featherstone. Photo: Eva Paulsen

Featherstone

På Featherstone er ingen detaljer overladt til tilfældighederne – fra mosaikgulvet til kaffen, som serveres kold i kaffekrukker eller varm i smukt glaseret keramik. I butikken sælger man smykker, tasker og tørklæder, ofte fremstillet af lokale entreprenører. På cafémenuen skiller den læskende limonade “Wild Gardenia” sig ud som husets flotteste læskedrik. Hvid gardenia, lavendelsirup og boblende citronjuice serveres i dekonstrueret form i små, brune apotekerflasker, som du selv hælder over i et glas fyldt med isklumper med smukt indefrosne blomster.

60 Ekkamai Soi 12
fb.com/featherstonecafe

One Ounce for Onion

Thailands måske førende kafferistere og nøje udvalgt modetøj i en af Bangkoks flotteste butikker. Menuen er kort, men ændres løbende for at præsentere den overflod af kreativitet, som Brave Roasters tilbyder.

19/12 Ekkamai Soi 12
fb.com/oneounceforonion

I+D Style Cafe x Brave Roasters

Brave Roasters leverer sine signaturblandinger til en række af Bangkoks caféer samt shoppingcentret Siam Centers I+D Style Cafe. I mode- og kunsthåndværkbutikken, som drives af Department of International Trade Promotio, kan shoppere slå sig ned til en kop java og tænke over, hvilke af skoene fra det thailandske skomærke Heavy pjucks, der vil se bedst ud på skohylden derhjemme.

G/F, Siam Center, Rama 1 Road

Casa Lapin x26

Er det et hostel? Ja. En restaurant? Absolut. En café? Bestemt. Et kontorfællesskab? Jeps. En blomsterbutik? Også det. Og som om det ikke var nok, kan du også på Casa Lapin købe udvalgte designvarer, mens du nyder en virkelig god kop kaffe.

Sukhumvit Soi 26
fb.com/CasaLapin

Knock BKK The Store

Hvis du leder efter et par sneakers, som imponerer, har netbutikken Knock BKK åbnet en fysisk butik til sit velassorterede sports- og gademodesortiment, hvor entusiaster kan købe et par flotte pjucks for en månedsløn. Og bagefter kan man få pulsen ned igen med en øl og amerikansk “comfort food” som Shrimp Po’Boy i restauranten i stueetagen.

3/F, 333/1 Thonglor, mellem Soi 15 og 17
knockbkk.com

Casa Pagoda & Luka Cafe The store

Sirote Udomthongsuk har knoklet løs i flere af Bangkoks hotteste køkkener. Nu har han taget sin jordnære indstilling til mad med til Luka Cafe, som serverer vestlige retter som morgenburritos og grillede ostetoasts, tilberedt af ingredienser fra lokale madproducenter. Ved siden af, hos Casa Pagoda, kan du købe boheme-møbler i luksusklassen.

64/1 Pan Road
fb.com/lukabangkok

Stilig café, hvor du også kan shoppe designertøj. Foto: Eva PaulsenBlue Dye Cafe & Indigo to Indian

I et traditionelt gammelt hus med store glasdøre ligger denne stilsikre café, som med sin æstetik med vægt på dyreskeletter, batik og sukkulenter leder tankerne hen på et svagt ekko af Californien. På næste etage kan man shoppe tøj fra Chiang Mai-designere fra det nordlige Thailand. Dør om dør har ejerens kæreste sin lille butik med smagfuldt rustik keramik og indretningsartikler.

Sukhumvit Soi 36
fb.com/indigotoindian

It’s "Happened to be" a Closet

Denne spændende og kaotiske butik med det pudsige navn It’s "Happened to be" a Closet er som en labyrint med Alice i Eventyrland-tema  Tøjbutikken er en tornado af eklektisk tøj og indrettet med masker, dukker og andre kuriositeter. Rundt om den lille pool midt i bygningen finder du ”gaveshoppen” med fantasifulde smykker og indretning. Når overfloden af indtryk bliver for meget, kan du forkæle dig selv med en fodmassage, eller hvad med at bestille et stykke kage i caféen?

Sukhumvit Soi 23
facebook

Organika Secret spa

Kun tilgængelig via en elevator, der er gemt bag den hippe café D’Ark, finder tålmodige entusiaster den flashy spa-produktserie Organikas blændende hvide café. Ud over den sunde menu serveres her også eftermiddagste i flere etager. En spiraltrappe leder op til etagen ovenover, hvor du kan nyde flere forskellige spa-behandlinger. Og så kan du selvfølgelig også købe Organikas produkter her – fra duftlys til læbescrub.

Piman 49, Sukhumvit Soi 49
fb.com/organikahouse

 

Tekst og foto: Eva Paulsen

Find vej til Bangkoks multi-butikker med det interaktive kort herunder

Open a bigger map »

Blev du inspireret af denne artikel?

Giv den en thumbs up!

likes

Sidst ændret: 21 marts, 2016

ANNONCE

Luk kort

Kategori

Fra artiklen

Del tips

Luk

Leder du efter noget specielt?

Filtrer din søgning

Luk